Mandagens morgenbøn
Min stille morgenbøn til Skaberen udviklede sig til en takketale, da jeg steg ned på Istedgade med min sportstaske i hånden. Trods det lette skydække på Vesterbros lysegrå himmel, trængte solens stråler sig gennem dråbernes filter, og lovede et forår med kaffe på streeten, og kortere nederdele:
”Tak for solen. Tak for inspirationen. Tak for at min datter og min eks er sunde og raske. Tak for at jeg også er. Tak for at min familie er. Tak for at mine venner er vanvittige og mine fjender er ligegyldige. Tak for de smukke og begavede kvinder. Tak for at disse kvinder har lært mig ikke at sige undskyld for alt muligt som jeg alligevel ikke skammer mig over. Tak for at du har lært mig at håndtere dem ordentligt og være en gentleman, samtidigt med at jeg respekterer min indre hanabes biologiske natur. Tak for at jeg forstår at min reptilhjerne er en lige så vigtig del af mig som overbygningen. Tak for ordene og alle de fantastiske sprog. De var jo i virkeligheden ikke nogen straf. Tak for at jeg hviler i min alder, og skruer højere op for de første 52 sek. af ”Master of Puppets”, når jeg kører forbi den næste generation af såkaldte rock’n’rollere, og bider mærke i at fesen staves med stort ”fe”.”
For provinsdrengen fra Hillerød bor ved siden af storbystodderen fra Havnen, som bor ved siden af faren, elskeren, manden og ordfetichisten Jesper. Jeg er en etnisk dansk, heteroseksuel, agnostisk kristen mand i min bedste alder med en lav psykosetærskel. Sådan er jeg. Der er ikke så meget at gøre ved det. Hvis I havde håbet at jeg var anderledes, så kig på jer selv og spørg hvorfor? Jeg er glad for at være mig og hvad dysfunktions-detektiverne betragter som fejl og mangler, opfatter jeg som den hånd jeg er blevet delt ved livets filtbeklædte grønne bord. Jeg er totalt i mine lysters vold, og heldigvis indebærer det jo naturligvis også en masse sunde og opbyggelige behov. Jeg respekterer alle køn, racer, religioner, og de fleste seksuelle orienteringer. Jeg er anarkist i hjertet, men pragmatiker ved forhandlingsbordet. Jeg er principfast, men sætter min forretning før fornøjelser. Jeg steg af Metallica toget ved ”..And Justice for All”, men steg på igen ved ”St. Anger”, og græder kun alene sammen med James Hetfield:
”Tak for tårerne. Tak for at jeg smiler samtidig. Tak for at der er 50% chance for ikke at dø af rygning. Tak for de burbees og airsquats som gennemsyrer min muskelmasse. Tak for at der stadig findes folk i dette land, som udviser overskud og venlighed. Tak for dem som kan argumentere for deres holdninger og konstant tager dem op til revision. Tak for dem som sætter deres kryds samme sted, som de proklamerer offentligt, når de så endelig står i stemmeboksen. Tak for at jeg sjældent er i balance med mig selv. Tak for uppers. Tak for downers. Tak for at jeg diskuterede blødende depression og glødende passion med Nicolo på min stamcafe. Tak for kaffe, Bomholdt. Tak for indvandrere som Nicolo Donato Senior, Thomas Moeglin, Guiseppe ”Pino” Gambino, Gabriel Haim, Mary Jocelyn Briones Gaspar, Tariq Rasheed og Samir Moutran. Deres børn er blandt mine bedste venner. Tak for at din søn velsigner min vin, og jeg griner høj på endofiner. Tak for at Kalle Flebbe har lært mig at gå igennem smerte i stedet for at undvige den. Tak for The Circle of Trust. Tak for at du lærte mig om kofangeren, så jeg kan parkere i Københavns sardindåse. Tak for at jeg også selv er baghjulstrukket. Tak for at der stadig findes mennesker som er drevet af skabertrang frem for grådighed eller ego. Tak for at ordene er stærkere end jeg er og tvinger sig selv ned i dokumentet gennem mine fingre. Tak for at intet jeg oplever forekommer mig tilfældigt. Tak! Din vilje ske. Amen.
Tekst af: Jesper (Jokeren) Dahl